Lige nu er skoven fyldt med et væld af farver, og du kan finde masser af kogler, agern, kastanjer, bog, blade og grene, som I kan samle til det helt perfekte ’skovdyr’. Når I kommer hjem er det frem med limpistolen og tændstikkerne – så skal der laves tændstikdyr!

En tur i skoven kan også kombineres med dyreoplevelser. Vi har samlet et par stykker fra siden www.gratisgoder.dk som også kan anbefales hvis man søger andre udflugtsmål og oplevelser.

Sydjylland

Esbjerg Dyrehave – her kan man se kronvildt, dådyr og sikahjorte. Mange af dyrene er så tamme at man kan røre ved dem, især hvis man frister med æbler eller spaghetti.

Dyrehaven Ribelund – Her er kron- og dådyr, klappevenlige geder, æsler, heste, fuglepark og kænguruer. Dyrehaven ligger tæt på banegården og området rummer mange borde og bænke, hvor man kan nyde sin medbragte madkurv eller kaffe. 

Nordjylland

Hadsund Dyrehave – Her kan man se dådyr, sikahjorte og kæle med gederne. Midt i parken findes en overdækket udsigtsplatform med borde og bænke, hvor medbragt mad og kaffe kan nydes. 

Bangsbo Dyrehave – Dyrehaven dækker et areal på 100 tønder land, hvor der er både mulighed for at opleve plante og dyreliv. Her kan man møde hjortevildt, egern og røde skovsnegle og der er også mulighed for at spise sin medbragte mad.

Fyn

Dyrehaven i Kongebroskoven – Dyrehaven er en indhegnet dyrepark ved foden af den gamle Lillebæltsbro. Her kan man se bestanden af dådyr. Der forefindes overdækkede borde hvor medbragt mad og kaffe kan nydes. Der er også en åben grill til fri afbenyttelse. 

Naturparken Hindsgavl Dyrehave – I Dyrehaven kan man se krondyr og rådyr. Haven er på 165 ha. Og rummer foruden dyreparken et åbent natur- og aktivitetsområde med mulighed for både vandreture og hygge med grill eller picnickurv. 

København

Ishøj Dyrepark – Her kan man se får, walisergeder, muffloner og skotsk højlandskvæg. Parkområdet har engang hørt ind under de kongelige vildtbaner. I udkanten af dyreparken står en vildtbanesten, et fredet nationalt mindesmærke, som blev sat af Christian VII i 1775 til markering af kongens eneret på skoven. 

Bredekærgård – Gården er drevet efter gamle landbrugstraditioner som man gjorde det fra 1930’erne til 1950’erne. Her bruges ægte hestekræfter i form af jyske heste, samt traktorer og maskiner som alle hører fortiden til. Husdyrene på Bredekærgård hører alle til gamle udrydningstruede racer, der er gået af mode i det moderne landbrug. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Så får du tips, tricks og gode råd direkte i din indbakke!

/*woobox*/