Sommeren er ved at være slut og efteråret står snart for døren.  Har du køkkenhave så har du sikkert godt gang i høsten. Vil du gerne udnytte det sidste af sommeren, så der også er lidt til de koldere måneder så er det nu du skal så. Her kommer et par bud på hvad det kunne være:

Feldsalat, også kaldet vårsalat

Den sås i august eller i en mild september, vokser hen over vinteren og i det tidlige forår høstes de friske og sprøde blade. Feldsalat kan bruges som almindelig salat, som baby leaves eller som grønt drys. De hele bladrosetter egner sig fortrinligt som pynt. Smagsmæssigt er den meget alsidig. Den passer fint sammen med nødder og pærer, den gør sig godt i en blandet salat og passer også til kød eller pasta - faktisk til alt. Feldsalaten sås i rækker eller bredsås. For at få store bladrosetter skal der være ca. 20 cm mellem planterne. Frøene begynder at spire efter 1-3 uger, er det en tør sensommer så husk give dem vand. Når planterne er store nok, kan man begynde at plukke af dem. Vent dog ikke for længe, senest februar-marts, for venter du til hen i april vil de gå i stok og blomst.

Mizuna

Mizuna kan godt forveksles med rucola, men smagen er mildere og mindre bitter. Mizuna er en gammel japansk grønsag som er stigende i popularitet i de danske køkkenhaver. Sår man i september kan man høste i oktober-november. Planten trives bedst i en jævn fugtig jord i sol eller let skygge, dog klarer den sig også fint med sparsomt lys i det sene efterår. Normalt behøver den ikke at blive gødet, da den kan gro i de fleste typer jord. Mizuna-planten er en stor roset hvorfra bladene gror, fuldt udvokset bliver planten ca. 25 cm høj og 30-40 cm bred. En enkelt plante kan veje over et kilo. Dog lader man den normalt ikke vokse til fuld størrelse. Man kan nemlig beskære planten løbende, bare man ikke beskadiger roden, så vil den skyde nye friske blade. Efter at have høstet 4-5 gange vil planten være udpint. Mizuna findes i to sorter, en med grønne blade og en med lilla blade. 


Hvidløg

Hvidløg er blevet en del af mange danskeres madlavning. Det er måske mindre kendt at hvidløg er nemt at dyrke selv. Hvidløg skal sættes 4-6 uger før den første rigtige nattefrost. Alt efter de lokale forhold vil det være fra starten af oktober indtil sidst i oktober, er efteråret lunt kan man sætte helt ind i november. Køber man sætteløg skal man være opmærksom på at hvidløget tilpasser sig jorden og klimaet. De hvide sorter kan få et lilla eller brunligt skær, og ofte udvikler købte sorter lidt mindre løg end det oprindelige, da sætteløgene er dyrket i et varmere klima – ofte Frankrig. Fedene deles og sættes i 5-7 cm dybe riller, med ca. 4 cm jord over løgene. Afstandene mellem feddene skal være 10-12 cm og omkring 25 cm mellem rækkerne. Hvidløg vokser bedst på steder med rigeligt sollys og fugtig jord. Er der en tørkeperiode hvor man ikke får vandet, vil man få mindre løg. Du vil kunne høste dine hjemmedyrkede hvidløg omkring juli måned.

Vinterkarse

Sidste bud på en plante du kan så i det tidlige efterår er vinterkarse. Smagen er hen ad brøndkarse, lidt stærk og krydret med toner af peber og sennep. Smagen bliver kraftigere efterhånden som bladene bliver større. Vinterkarse sås fra midt i august til ind i oktober. I løbet af vinteren vil den spire og vokse til og man kan løbende plukke af den. Karsen kan dyrkes i almindelig fugtig havejord, gerne i halvskygge. Planten tåler meget og kan sagtens tåle vinterens kuldeperioder og frost. I perioder med frost vil den blot holde pause med at gro. Er der meget tørre perioder i vinteren behøver planten vand, da bladene ellers bliver for grove og smagen for skarp.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Så får du tips, tricks og gode råd direkte i din indbakke!

/*woobox*/