Mens vejret endnu ikke er koldere end, at man kan holde ud at stå udenfor ved bilen, har vi samlet 9 tips til, hvordan du nemt mere eller mindre selv kan gøre bilen klar til efterår og vinter.

1. Tjek lakken og beskyt mod rust!

Undgå bilens fjenden nr. 1 – Rust! Vejsalt sætter sig fast på bilen, når der er små ujævnheder, dvs. både skidt på bilen og små ridser i lakken. 

Den nemme: Find vandslange, en spand og en blød børste frem og vask bilen grundigt. Det er især vigtigt at spule grundigt ind under bilen, ind på undervognen. Poler gerne bilen bagefter for at være sikker på, at du har fået bugt med de saltfangere, der skader lakken.

2. Tjek batteriet!

Sørg for, at dit batteri er topklart til vinteren. Bilens strømforbrug stiger markant om vinteren, fordi der bruges ekstra kræfter på lys, elruder, ventilation, A/C, sædevarme, vinduesviskere etc. 

Den nemme: Lad batteriet fuldstændigt op med en impulslader eller en booster hjemme i garagen, gerne natten over, hvis laderen selv slår fra. Tjek også gerne kabelforbindelserne til batteriet og gør dem evt. rene med en gang sæbevand. Og husk: Din bils airconditionanlæg har faktisk godt af også at blive brugt i vinterhalvåret. Ikke alene ”sætter” det sig ikke, men dug på ruderne indvendigt forsvinder meget hurtigere, når du tænder for anlægget.

 3. Tjek og afprøv bremserne!

Bilens styring bliver nemt lidt uforudsigelig på denne årstid pga. vand, is og sjap på vejene. Dette skidt kan også sætte sig på bremserne og betyde en hel del for din bremselængde. Se efter, om bremsevæsken i bremsevæskebeholderen står mellem min.- og max.-mærkerne. Jo mere slidte bremserne er, desto længere kommer væsken ned.

Den nemme: Afprøv bremserne (bremseforstærkeren): Stop motoren og ”pump på bremsen”. Det gør du ved at træde nogle gange på bremsepedalen, indtil den bliver hård. Tryk foden ned på bremsen og start herefter bilen. Hvis dine bremser fungerer korrekt, bør bremsepedalen nu blive trykket lidt ned. Bremselængden er nem at afprøve på fx en tom p-plads eller en øde vej: Ved 30 km/t må den max være 6 m.

4. Skift til vinterdæk!

Det behøver næppe nævnes, men hører selvfølgelig med på listen: Skift til vinterdæk, og gør det i god tid, inden resten af landet samme morgen som dig en morgen også står nede ved autoværkstedet og skal have skiftet dæk, fordi de også har opdaget, at der er glat udenfor.

Den nemme: Skift FØR nattefrosten for alvor sætter ind – så der er kortest mulig ventetid hos autoværkstedet (medmindre du selv skifter hjulene). 😊 Dækkene har nogle ”slidindikatorer”, forhøjede områder, mellem rillerne. Når mønsteret er slidt ned til disse, er det tid til at købe nye vinterdæk. Der skal minimum være 1,6 mm dækmønster.

 

5. Tjek vinduesviskere og sprinklerdyse!

Virker vinduesviskerne ordentligt? Sprøjter sprinkleren? Det er især om efteråret og vinteren, disse dele er vigtige, så sne, snavs og vejsalt ikke hæmmer dit udsyn og nedsætter trafiksikkerheden. Vinduesviskerens gummi bliver nemt slidt pga. saltning, blade på forruden, is, så kontroller dem gerne et par gange i løbet af vinteren. Sprinklervæsken skal være den frostsikre slags, hvis du vil kunne bruge sprinklerne i frostvejr.

Den nemme: Mærk efter, om gummiet på vinduesviskerne for og bag er blødt. Det er ikke ret svært at skifte viskerbladene selv, følg bare instruktionen på pakken! Rens sprinklerdysen ved at stikke en knappenål ned i hullet og ”vrikke” lidt forsigtigt frem og tilbage.

6. Tjek lygter!

Især om vinteren er det vigtigt, at alt lys på bilen fungerer.

Den nemme: Tænd for bilen og sæt lyset i de forskellige positioner – gå for hver ny indstilling en runde om bilen og kontroller, at alt lyser, som det skal. Hvis du er alene om at kontrollere blinklys og bremselys, kan du køre hen foran fx en butiksrude eller en lys væg, aktivere blink og bremser og se i genskinnet på rude eller væg, om de fungerer. HUSK at skrabe alle lygter fri for sne og is, hvis de er tildækket!

7. Smør lister og låse!

Gummilisterne langs dørene bliver tit glemt. Men det kan være møgirriterende at komme ud til en tilfrosset bil, hvor man ikke kan få dørene op, fordi listerne eller sågar låsen er frosset til. I værste fald sprækker gummilisterne.

Den nemme: Smør gummilisterne med en silikonestift eller brug en silikonespray. Sprøjt lidt låseolie i billåsene - husk også bagsmækken, hvis der er en lås - og hav evt. en lille låsespray i tasken eller liggende i en skuffe i garagen (endelig ikke inde i bilen, hvor den jo ikke gør gavn, når skaden er sket 😉 ).

8. Skift olien!

Har du en ældre bil, så vil det være en god ide at få skiftet olien. Olie, der ikke har været skiftet i lang tid, bliver nemlig tykt; det slider på motoren og kan med tiden give store skader.

Den nemme: Skift olien ud med en, der er tyndere eller gå ned til dit lokale autoværksted, hvor de gerne gør det for dig. 

9. Pak vinterudstyr og lav en nødhjælpspakke!

Skulle uheldet alligevel være ude, vil du blive glad for at have en lille nødhjælpspakke i bilen med ting, der gør situationen lettere.

Den nemme: Hav en kasse bag i bilen med en lommelygte, en sammenklappelig sneskovl, en førstehjælpskassestartkablertræktov, måske nogle müslibars med lang holdbarhed - ja, find selv på mere. Det er heller ikke en dum ide at have et godt tæppe, ekstra handsker, ekstra trafikveste og tykke uldsokker i kassen. Uldsokker er ikke kun til for at holde varmen om fødderne: Træk dem ud over dit fodtøj, hvis du skal gå på is, så får du rigtig godt fodfæste, mens du fx står i vejsiden efter et uheld eller hvis du skal gå efter hjælp.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Så får du tips, tricks og gode råd direkte i din indbakke!

/*woobox*/